Jeg mødte i dag en lille sød pige, til min kusines konfirmation. Hun havde kræft.
Hun er syv år gammel, og har haft kræft siden hun var tre år gammel. Den slags kræft hun har, er en svulst i hjernen, som var så sjælden, at de sendte familien til Amerika, for der havde de en maskine, der muligvis kunne hjælpe hende. Det gjorde den ikke, og det kostede 1 1/2 million kroner. Hun har været i gennem over ti forskellige behandlinger, og har mistet håret. Hun har en lille dukke, med det samme tøj som hende selv, bare med langt brunt hår. Prøv at tænk på at vi piger brokker os så tit over vores hår, og så har hun intet, og ville bare gerne have kort hår. På grund af alle de behandlinger hun har fået, kan hun ikke få børn, hun kommer ikke til at kunne lære normalt, hun bliver aldrig helt rask og hun var næsten lam i den ene side, så hun haltede. Hun kan i faktisk dø af den her sygdom. Prøv at tænke på at en lille
treårig pige, med en hel fremtid, med glæde, og smil foran sig, lader
sig ødelægge, at den dumme hjernesvulst. Jeg begyndte helt at græde,
indvendig, da jeg snakkede med hende. Jeg er syv et trekvart år gammel,
sagde hun stolt da jeg spurgte hvor gammel hun var. Vi er simpelthen så heldige at hun bor her i Danmark.
Hvis hun havde boet i Afrika, eller i Asien, havde hun højst sandsynligt
ikke overlevet det første år. Jeg sad ved samme bord som hende, og hendes søster, og da jeg så hende, og fik af vide at hun havde kræft, fik jeg bare lyst til at gå over og holde hende helt ind til mig, og beskytte hende mod alverdens ting. Jeg havde lyst til at holde om hende, og sige til hende at det hele nok skulle gå. Jeg havde bare lyst til at lukke hendes øjne, og lade hende sove i mine arme, trygt og roligt, indtil det hele var færdigt.